Det regnede sent i år. Ikke den slags regn, man bliver bekymret over, men den slags, der kommer, når man er holdt op med at vente, og får hele skråningen til at lugte af våd jord i en uge. Kirsebærrene tog sig god tid. Vi plukkede de øverste rækker først, dem i 1.900 meters højde, og gav de nederste terrasser ti dage mere.
Partiet, der tørrer på gårdspladsen nu, er det, I skænker i København omkring november. Vi vender det hver time, mens solen er oppe. Bedstemor kommer stadig ud klokken fire og tjekker det med hænderne, og hun siger, det er et blommeår. Hun har som regel ret.
Hestene har det fint. Det nye føl har besluttet, at tørrepladsen er hendes, hvilket vi løser med et hegn og masser af tålmodighed.
Vi sender de første sække med decemberforsendelsen. Gem en cortado til os.
